Færgetid
Det tager lidt tid at sejle til Samsø. Men det gør faktisk ikke noget. Fremfor at ligge i overhalingssporet på E45, får du på en af Samsøs tre færger 1-1,5 times god tid til at drikke din morgenkaffe, starte eller afslutte arbejdsdagen eller måske snuppe en time på øjet.
Min familie bor i København og min mands familie bor tæt ved Horsens. På Samsø bor vi lige midt mellem vores søns bedsteforældre.
Tilflytter fra København
Færger fra Aarhus, Hou og Kalundborg
Samsø ligger i Danmarks smørhul. Med gode færgeforbindelser til både Jylland og Sjælland, kan du på Samsø bo midt mellem din familie på Sjælland og i Jylland – eller mellem kunder på den ene og anden side af Kattegat. Når du bor på Samsø, kan du få rabat på færgeoverfarten fra både Hou og Aarhus. Læs mere om ø-kort. På færgen fra Kalundborg til Ballen er det muligt at få mængderabat. Læs mere hos SamsøLinjen.
Samsøs spritnye hurtigfærge sejler direkte fra Sælvig på Samsø til Dokk1 i Aarhus året rundt med op til fem daglige afgange fra både Aarhus og Samsø. Sejlturen tager en time. Fra Hou, som ligger 10 kilometer sydøst for Odder, sejler endnu en færge til Sælvig. Turen tager en time. Færgen sejler hele året med syv daglige afgange fra både Sælvig og Hou. Find fartplanerne fra Aarhus til Sælvig og Hou til Sælvig. Endelig kan du sejle fra Ballen til Kalundborg på Sjælland på 1,5 time. Færgen har flere daglige afgange hele året rundt. Se fartplanen fra Kalundborg til Ballen.
Bo på øen, arbejd i byen
Samsøs nye hurtigfærge sejler direkte fra Sælvig til Dokk1 i Aarhus. Det giver en helt unik mulighed for at bo på Samsø og arbejde i Aarhus. Vi mener selv, at det er opskriften på det gode liv: En god portion øliv tilsat et drys byliv. Eller øliv i fritiden og arbejde i byen. Færgen har wifi, strømstik ved de fleste sæder og borde til din bærbare computer. Desuden er fartplanen tilpasset en 8-16 arbejdsdag i Aarhus, hvor arbejdsdagen starter og slutter ombord på færgen. Dermed er det let både at arbejde på færgen og møde ind på kontoret i Aarhus. Du kan medbringe din cykel på færgen og cykle direkte til din arbejdsplads eller tage letbanen, som standser 150 meter fra færgen.
Hurtigfærgen bringer også Samsø meget tættere på Aarhus bugnende kulturliv, dine yndlings kardemommesnurrer – eller dine gamle studievenner. Se fartplanen mellem Aarhus og Sælvig.
Jeg vil til enhver tid foretrække synet af Aarhus Bugt og Samsø i horisonten efter en lang arbejdsdag fremfor at sidde i kø på Vestre Ringgade i Aarhus.
Tilflytter fra Aarhus
Telebus og skolebus
Samsø er 28 kilometer lang og syv kilometer bred. Det gør det muligt at nå meget med blot en cykel. Er du ikke så gode venner med jernhesten, kan du komme rundt på hele Samsø med Samsøs telebusser. Telebussen kører direkte fra adresse til adresse – du skal blot ringe og bestille dit lift. Læs mere om Samsøs telebusser.
Skal dine børn med bus i skole? Skolebusserne kører faste ruter på øen, så alle øens børn kan komme i skole i enten Onsbjerg eller Tranebjerg. Læs mere om skolebusser på Samsø.